Novo Nordisk Prisen 2012
Professor Erik A. Richter - modtager af Novo Nordisk Prisen 2012. Foto: Henrik Sørensen
Han har givet diabetespatienter bedre vilkår
Novo Nordisk Prisen 2012 tildeles professor, dr.med. Erik A. Richter, Institut for Idræt ved Københavns Universitet. Erik A. Richter har med sin banebrydende forskning i musklernes stofskifte været med til at skabe grundlaget for, at fysisk aktivitet i dag er
en væsentlig del af forebyggelsen og behandlingen af sygdommen type 2-diabetes
(sukkersyge) – og i bedste fald kan gøre patienter medicinfrie.
Type 2-diabetes er en af klodens hurtigst voksende sygdomme. 330 mio. mennesker på verdensplan lider af type 2-diabetes, og tallet ventes at stige til knap 500 mio. i 2030. I Danmark er godt 260.000 diagnosticeret med den alvorlige sygdom, der bl.a. kan ødelægge øjne og nyrer. Desuden vurderes et tilsvarende antal danskere at have sygdommen uden at vide det.
Erik A. Richter var den første til at påvise, at fysisk aktivitet øger virkningen af hormonet insulin, der hjælper kroppen med at optage sukker. Dette er vigtigt, idet nedsat virkning af insulin bevirker, at sukker ikke så let kan optages og forbrændes i musklerne, hvilket kan føre til forhøjet blodsukker og dermed sukkersyge. Erik A. Richter har dermed været med til at forklare, hvorfor regelmæssig motion kan hjælpe patienter med type 2-diabetes, og fysisk aktivitet er sammen med kostomlægninger i dag en naturlig del af både behandling og forebyggelse af type 2-diabetes. Erik A. Richters forskningsresultater er publiceret i højt anerkendte internationale tidsskrifter.
På baggrund af Erik A. Richters mangeårige, fremragende forskningsindsats inden for musklernes betydning for sukkerstofskiftet tildeles han Novo Nordisk Prisen 2012. Prisen uddeles af Novo Nordisk Fonden og er på 1.500.000 kr. bestående af en personlig pris på 500.000 kr. samt en forskningspris på 1.000.000. kr.
”Vores forskning har bl.a. vist, at insulinfølsomheden er markant øget i en længere periode efter muskelarbejde. Ved at øge kroppens insulinfølsomhed kan man forbedre sin type 2-diabetes markant og muligvis endda blive medicinfri. Et endnu større potentiale for fysisk
aktivitet ligger i forebyggelse af type 2-diabetes,” siger Erik A. Richter, der er professor ved Institut for Idræt ved Københavns Universitet.
”Jeg er meget glad for prisen. Både på egne og på mit fags vegne. For mig at se, er det en af de største danske priser inden for biomedicinsk forskning. Det føler jeg som en enorm anerkendelse,” siger Erik A. Richter.
”Siden 1979 har Erik Richter ydet en særdeles omfattende, systematisk og original forskning, som i væsentligt omfang har bidraget til vores forståelse af, hvordan skeletmuskulaturens stofskifte er reguleret af fysisk aktivitet. Mange af hans resultater er banebrydende, og Erik Richter er en af verdens førende og højst estimerede forskere inden for sit felt,” siger Jan Fahrenkrug, formand for priskomiteen, som begrundelse for valget af Erik A. Richter.
Erik A. Richter er kendt som en dygtig forskningsleder og underviser. Han har gennem sin karriere arbejdet i flere forskellige lande, herunder Australien og USA, og udgivet 275 videnskabelige artikler.
Yderligere information:
Erik A. Richter, professor, tlf.: 2875 1626,
Jan Fahrenkrug, formand for priskomiteen, tlf.: 6168 4752, jf01@bbh.regionh.dk
Christian Mostrup, presseansvarlig NNF, tlf.: 3067 4805,
Om Novo Nordisk Prisen
Novo Nordisk Prisen er blevet uddelt årligt siden 1963. Prisen uddeles af Novo Nordisk Fonden og gives som belønning for enestående lægevidenskabelig forskning eller anden forskningsindsats, der kan komme lægevidenskaben til gode. Prisen er på 1.500.000 kr. De 500.000 kr. er til prismodtageren personligt, og det resterende beløb på 1.000.000 kr. er et rådighedsbeløb til forskningsformål inden for prismodtagerens fagområde.

