Årsberetning
Bestyrelsens og ledelsens beretning 2010
Året 2010 har været et begivenhedsrigt og aktivt år for Novo Nordisk Fonden. Fonden har modtaget og behandlet i alt 978 ansøgninger og 227 af disse har modtaget en bevilling fra Novo Nordisk Fonden. Der er i alt bevilget DKK 2.179 mio. til bl.a. korterevarende projektaktiviteter og stipendier samt langsigtede tematiske satsninger.
De bevilgede beløb fordeler sig på:
- DKK 163,4 mio. uddelt i fri konkurrence herunder af Fondens komiteer og udvalg i form af projektstøtte, mindre tematiske bevillinger, stipendier og hæderspriser
- DKK 885 mio. til The Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet
- DKK 700 mio. til The Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability ved Danmarks Tekniske Universitet, DTU
- DKK 350 mio. til The Novo Nordisk Foundation Section for Basic Stem Cell Biology (DanStem) ved Københavns Universitet
- DKK 32,9 mio. til Den Nationale Biobank ved Statens Serum Institut, hvorved Fondens støtte til dette initiativ nu andrager DKK 118 mio.
- DKK 35,6 mio. til Steno Diabetes Center, heraf DKK 28,1 mio. som tilskud til udviklingsarbejde og hospitalsdriften samt DKK 7,5 mio. til forskningsaktiviteter i det nye Steno Center for Sundhedsfremme
- DKK 10,3 mio. til Fondens uddannelsesprojekt under Steno Diabetes Center til forbedring af behandlingen af diabetes
- DKK 2 mio. til humanitære og sociale formål.
Forskning
Sundhedsvidenskabelig forskning i Danmark
Læge- og Naturvidenskabelige Komite
Komiteen uddeler årligt projektmidler efter ansøgning til læge- og naturvidenskabelig forskning i Danmark. I 2010 indkom 404 ansøgninger om et samlet beløb på DKK 282,3 mio. Der var i 2010 DKK 28,5 mio. til rådighed. Hertil kom DKK 5 mio. fra VP-Legatet, idet samarbejdet med Fabrikant Vilhelm Pedersen og Hustrus Mindelegat er fortsat, således at Fonden efter sagkyndig vurdering har kunnet overgive et antal højt kvalificerede ansøgninger til VP-Legatet. Samlet betød det, at komiteen i 2010 kunne bevilge DKK 33,5 mio. fordelt på 99 bevillinger, hvoraf de 9 blev sendt videre til og støttet af VP-Legatet.
Læge- og Naturvidenskabelige Komite har i 2010 uddelt to Hallas-Møller-stipendier på hver DKK 11 mio. samt 4 kliniske forskerstipendier på hver DKK 2,5 mio.
Udvalg for Almen Medicinsk Forskning
Udvalg for Almen Medicinsk Forskning modtog i 2010 i alt 5 ansøgninger om postdocstipendier. Der var DKK 2 mio. til rådighed til uddeling og udvalget tildelte beløbet til i alt 3 postdocstipendier.
Udvalget for sygeplejeforskning
Udvalget modtog i 2010 i alt 43 ansøgninger om projektstøtte på i alt DKK 14,5 mio. Der var DKK 1,5 mio. til rådighed og beløbet blev givet til 12 bevillinger.
Endokrinologisk forskning i Norden
Novo Nordisk Fonden har støttet endokrinologisk forskning i Norden siden sin start. De senere år er indsatsen udbygget kraftigt, dels gennem øget projektstøtte, dels støtte til en række ph.d.-, postdoc- og rejsestipendier.
Nordisk Forskningskomite
Komiteen uddeler projektmidler efter ansøgning til grundvidenskabelig og klinisk forskning inden for endokrinologi i de nordiske lande.
I 2010 modtog Fonden i alt 225 ansøgninger om i alt DKK 289,4 mio. På komiteens møde d. 27. august blev alle ansøgninger behandlet og der blev givet 72 bevillinger. Der blev uddelt DKK 24,6 mio. til projektstøtte og DKK 400.000 til støtte af symposier (
Symposier
Nordisk Forskningskomite forestår også uddeling af midler til afholdelse af en række symposier i Norden - Novo Nordisk Foundation Research Meetings - hvis temaer skal ligge inden for endokrinologi eller eksperimentel fysiologi.
På Nordisk Forskningskomites møde i august blev 10 ansøgninger om i alt DKK 1,8 mio. behandlet. Der blev givet bevillinger på i alt DKK 400.000 fordelt på 4 symposier.
Novo Nordisk Fondens excellensprojekt
Fonden modtog i alt 30 interessetilkendegivelser og heraf valgte komiteen efter ansøgningsprocessen at tildele de to bevillinger på hver DKK 5 mio. til to ansøgere med hver et 5-årigt excellensprojekt inden for henholdsvis klinisk og/eller translationel endokrinologisk forskning og/eller basal endokrinologisk forskning.
Kunsthistorisk forskning
Udvalget for Kunsthistorisk Forskning
Udvalget støtter projekter inden for kunsthistorie samt projekter, som kan bidrage til at udvikle kunsthistorisk forskning. Udvalget modtog i alt 41 ansøgninger med en samlet ansøgningssum på DKK 7,8 mio. 14 projekter fik tilsammen tildelt DKK 1 mio. i støtte.
Mads Øvlisen Stipendier
Fonden havde opslået 2 Mads Øvlisen-stipendier inden for kunsthistorisk forskning og modtog i alt 33 ansøgninger. Bedømmelsesudvalg - Mads Øvlisen Stipendium - Kunsthistorisk Forskning imødekom på uddelingsmødet i marts 2010 to ansøgninger, og de blev hver tildelt et 3-årigt stipendium på DKK 1,5 mio..
Klassisk arkæologisk forskning
Rubina Raja fik i juni 2009 en tillægsbevilling på DKK 190.000 til at afholde en konference: Continuity and change: religious identities in the levant from Alexander to Muhammed fandt sted den 25.-27. marts 2010 på Det Danske Institut i Damaskus, Syrien. En række førende forskere inden for feltet samt en del yngre forskere deltog i konferencen.
Konferencen var den første af to, der behandler religionsudviklinger i Nærorienten ud fra et antikhistorisk og klassisk arkæologisk perspektiv. I december 2010 afholdtes den næste konference i Münster, Tyskland. Her deltog nogle af de førende forskere inden for feltet. Ligeledes var der lagt vægt på at deltagelse af yngre forskere for at integrere vækstlaget inden for feltet i forskningsudvekslingen. Konferencernes bidrag er optaget til publikation hos forlaget Brepols i en nyetableret serie om sakral arkitektur og hellige tekster.
Hæderspriser
Marie og August Krogh Prisen
Marie og August Krogh Prisen er oprettet af Novo Nordisk Fonden og uddeles i regi af Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber (tidligere Dansk Medicinsk Selskab). Denne hæderspris stiftedes i 1969 som August Krogh Prisen. Novo Nordisk Fonden besluttede dog i foråret 2009, at August Krogh Prisen fra og med uddelingen i 2010 skulle hedde Marie og August Krogh Prisen, da man på denne måde kunne bidrage til, at Marie Kroghs indsats i det danske insulineventyr, og som forsker i det hele taget, fik omtale som fortjent.
Prisen er på DKK 250.000 opdelt i DKK 100.000
som en personlig pris og DKK 150.000 som gives til forskning og den overrækkes i forbindelse med Organisationen af Lægevidenskabelige Selskabers årsmøde.
I januar 2011 blev prisen tildelt professor, overlæge, dr.med. Jens D. Lundgren fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, for hans indsats inden for infektionsmedicinen og ikke mindst forskning i HIV/AIDS. Prisen blev overrakt i forbindelse med Organisationen af Lægevidenskabelige Selskabers årsmøde d. 28. januar 2011.
Hagedorn Prisen
Hagedorn Prisen blev oprettet af Dansk Selskab for Intern Medicin i anledning af selskabets 50 års jubilæum i 1966 i erkendelse af den indsats dr.med. Hans Christian Hagedorn har udøvet for lægevidenskaben. Oprindeligt var prisen forankret i sin egen fond med midler tilvejebragt fra Nordisk Insulinlaboratorium og med Dansk Selskab for Intern Medicins bestyrelse som fondsbestyrelse.
Da fondens midler blev utilstrækkelige til en værdig pris, blev de i 2008 overført til Novo Nordisk Fonden, som herefter har stillet prisen til rådighed for Dansk Selskab for Intern Medicin. Det er bestyrelsen for selskabet, som varetager udpegning af årets prismodtager.
Prisen uddeles på selskabets årsmøde som belønning for fremragende forsknings- eller udviklingsindsats inden for et område af dansk intern medicin. Prisen er på DKK 250.000, opdelt i DKK 100.000 som en personlig pris, og DKK 150.000 til forskning eller udviklingsarbejde. Med prisen følger tildelingen af Hagedorn Medaljen.
Årets modtager af Hagedorn Prisen 2011 blev professor, overlæge, dr.med. Ulla Feldt-Rasmussen og prisen blev overrakt ved Specialeselskabernes og Dansk Selskab for Intern Medicins årsmøde. Titlen på prismodtagerens foredrag var: "Ændring af spektret for endokrinologiske sygdomme har stillet større krav til de diagnostiske analysemetoder".
Novo Nordisk Fondens Forelæsning
I regi af Nordisk Forskningskomite udvælges årets prismodtager, som i 2010 var professor Pål R. Njølstad, Haukeland Universitetssykehus i Bergen. Han holdt sin forelæsning "Monogenic diabetes: An example of translational medicine" den 6. maj 2010 i forbindelse med Scandinavian Society for the Study of Diabetes' (SSSD) årsmøde i Malmö. Professor Mette Rosenkilde fra Nordisk Forsknings Komite introducerede forelæseren og overrakte prisen på DKK 50.000.
Fondet H.C. Jacobæus' Forelæsninger
Jacobæus forelæsningen 2010 arrangeredes af Nordisk Forsknings Komites to danske medlemmer professorerne Mette Rosenkilde og Moustapha Kassem, som valgte professor Gerard Karsenty fra Columbia University, New York til årets forelæser. Forelæsningen med titlen "The Novel Endocrinology of Bone" blev afholdt d. 24. januar 2011, som en del af et symposium om "Bone and Energy Metabolism", som fandt sted i Panumbygningen, Københavns Universitet. Jacobæusprisen er på DKK 100.000.
Novo Nordisk Prisen
Prisen er på DKK 1,5 mio. og blev i 2010 tildelt til professor i biokemi, dr.odont. Henrik Clausen, Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, Københavns Universitet, for hans banebrydende studier af kulhydrater på cellernes overflade, deres struktur, genetik, dannelse og funktion samt betydning for sygdom og sygdomsbehandling. Prisen blev overrakt d. 8. maj 2010 ved en festlig højtidelighed og efterfølgende frokost.
Den 6. december 2010 afholdtes, for at ære prismodtageren, The Novo Nordisk Prize Symposium 2010 med titlen "The Glycophenotype of Cancer" med indlæg fra fremragende internationale kapaciteter og lokale yngre forskere om de karakteristiske ændringer i sukkerstofferne på overfladen af kræftceller. Symposiet blev afholdt hos Novo Nordisk Fonden.
Novo Nordisk Prisen for 2011 tildeles Peter Lawætz Andersen, adjungeret professor, dr.med. for banebrydende studier af tuberkulosens immunologi, som har ført til hans udvikling af vacciner og forbedret diagnostik . Prisen overrækkes d. 7. maj, og i efteråret afholdes hos Novo Nordisk Fonden et internationalt symposium med fokus på tuberkulose.
Tematiske bevillinger
Bandimprojektet
I 2010 har Fonden forlænget støtten til Peter Aaby, Statens Serum Institut med et afsluttende 4-årigt professorstipendium på i alt DKK 5 mio.
Forskeruddannelse
Forskerskolen for Molekylær Metabolisme har i perioden 2008-2010 fået tildelt DKK 13,5 mio. til samfinansierede ph.d.-stipendier. I 2010 påbegyndte 7 stipendiater et ph.d.-forløb ved forskerskolen.
I alt 27 stipendier er blevet tildelt i perioden.
I 2010 har Fonden besluttet en udvidelse og yderligere 3 års forlængelse af Fondens støtte til Forskerskolen for Molekylær Metabolisme. Der er bevilget DKK 25 mio. til at dække delvise udgifter (1/3 af lønnen) til 45 nye ph.d.-stipendier samt udgifter til studieophold i forbindelse med de ph.d.-studerendes forskningsarbejde.
Nyt center for forskning i kræftrehabilitering
Fonden og Kræftens Bekæmpelse har tilsammen bevilget DKK 30 mio. (DKK 15 mio. fra hver bidragsyder) til projektet "Tilbage til hverdagen - optimeret rehabilitering af kræftpatienter". Bevillingen, som er administreret af Fonden, muliggør oprettelsen af Center for Integreret Rehabilitering af Kræftpatienter. Centret skal ledes af Lis Adamsen, professor ved København Universitet og forskningsleder ved Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og omsorgsforskning, UCSF. Centret forventes at starte 1. maj 2011.
Bioinformatik-centret
Fonden medvirkede til etablering af Bioinformatik-centret ved Københavns Universitet i 2005. Efter en international evaluering og anbefaling fra Læge- og Naturvidenskabelige Komite har Fonden bevilget yderligere DKK 15 mio. til projektet for perioden
1. maj 2010 til 30. april 2015. Centret er ledet af professor Anders Krogh.
Nordisk pre-seed program
Siden 2007 har Fonden i samarbejde med Novo A/S (Novo Seeds) støttet udvikling af life science forskningsfund med kommercielt potentiale. Den tildelte støtte gives på samme vilkår som Fondens øvrige projektstøtte. Via pre-seed-programmet ydes tillige støtte til ledelses- og strategiudvikling i de udvalgte projekter. I 2010 er der uddelt to pre-seed bevillinger til NovVac ApS på DKK 0,85 mio. og Nanovi ApS på DKK 1,695 mio. samt to "exploratory pre-seed" bevillinger til Galectin-3 Inhibitors på DKK 0,625 mio.og til PregMalVac på DKK 0,3 mio..
Den 20. januar 2011 afholdt Fonden sammen med Novo Seeds "nytårskur" med fokus på kommercialisering af forskningsfund. Til dette arrangement inviteredes studerende og ansatte ved universiteterne og forskningsinstitutionerne. Der blev bl.a. orienteret om, hvordan Fonden og Novo Seeds arbejder med at give de bedste og mest lovende life science forskningsfund med kommercielt potentiale en god start. I arrangementet deltog mere end 120 deltagere.
The Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research
Centret blev i 2007 støttet med DKK 600 mio. over 10 år fra Fonden og siden har centret formået at tiltrække eksterne bevillinger svarende til ca. 40% af de fra Fonden udbetalte bevillinger siden centrets etablering. Der er rekrutteret 110 medarbejdere og centrets forskere publicerer i de bedste internationale tidsskrifter. Centret afholdt d. 8. november 2010 sit årlige symposium i Panumbygningen på Københavns Universitet med 185 deltagere fra centret og det internationale forskermiljø. Årsrapport 2010 kan rekvireres fra centret.
Den Nationale Biobank
Fonden bevilgede i 2008/2009 DKK 85 mio. til opførelse af Den Nationale Biobank ved Statens Serum Institut samt til støtte af udviklingsprojekter. Fonden har i 2010 bevilget yderligere DKK 33 mio. til etablering af Biobanken. Byggeriet af Biobanken er i fuld gang og i henhold til tidsplanen skal bygningen stå færdig til ibrugtagning med udgangen af december 2011.
The Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research
Den 22. marts 2010 modtog Københavns Universitet Danmarks hidtig største forskningsdonation på DKK 885 mio. over 10 år fra Fonden til etablering og drift af "The Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research". Centret skal udføre grundforskning inden for livsstils- og stofskiftesygdomme med fokus på fedmerelaterede lidelser, herunder type 2 diabetes - sygdomme der verden over rammer flere og flere mennesker.
Offentliggørelsen af centret fandt sted i et fyldt Lundsgaard-auditorium på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Her talte Fondens bestyrelsesformand Ulf J. Johansson, dekan Ulla Wewer, rektor Ralf Hemmingsen, og videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen. Centrets forskningsfokus blev præsenteret i en kort film og centrets ledende kræfter repræsenterede centrets kommende forskningsaktiviteter.
Centrets åbning blev d. 15. november 2010 markeret med udstillingen i Panumbygningen "The Chemistry of Life" ved professor Thomas Söderquist. Åbningen var festlig og velbesøgt med mere en 150 deltagere.
The Novo Nordisk Foundation Section for Basic Stem Cell Biology (DanStem)
Fonden bevilgede i november 2010 DKK 350 mio. over 10 år til etablering af en sektion for grundforskning i det nye stamcelleforskningscenter, DanStem, på Københavns Universitet. Der er afsat DKK 30 mio. til at støtte nationalt samarbejde, som skal sikre synergi med stamcelleforskning på landets øvrige universiteter.
Stamcelleforskerne i centrets grundforskningssektion skal frembringe ny og nødvendig viden om, hvordan stamceller udvikles til specialiserede celler. Centret vil fokusere på forskning i bugspytkirtlens beta-celle samt udvalgte kræftformer og sigter efter at frembringe frugtbar viden- og teknologideling mellem de to forskningsfelter. Håbet er, at den opnåede viden på længere sigt kan føre til nye stamcellebaserede behandlinger eller forebyggelsesmetoder til diabetikere og kræftsyge.
The Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability
Fonden bevilgede d. 16. december 2010 DKK 700 mio. til etablering af et nyt forskningscenter for bio-baseret bæredygtighed ved Danmarks Tekniske Universitet, DTU. Centeret blev offentliggjort ved et fagligt seminar med taler af bl.a. fødevareminister Henrik Høegh og forskningsdirektør Charles Nielsen, DONG efterfulgt af en bevillingsceremoni med deltagelse af bl.a. videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, rektor Lars Pallesen og flere hundrede tilhørere.
Centret som åbner d. 1. januar 2011 vil have sit fokus på at frembringe ny viden om, hvordan bakterier og svampe kan bruges som cellefabrikker til produktion af nyttige stoffer lige fra lægemidler til biobrændsler, således at afhængigheden af den oliebaserede kemiske industri kan mindskes. Der er tale om integration af forskning inden for molekylær biologi, matematisk modellering, bioinformatik og fermenteringsteknologi.
Centret får satellitter med omdrejningspunkt i teknologiske platforme på både Chalmers Tekniska Högskola i Göteborg og Kungliga Tekniska Högskolan i Stockholm.
Forskningshospitalsvirksomhed
Steno Diabetes Center
Steno Diabetes Center (SDC) er et hospital, som varetager behandling, forebyggelse, forskning og uddannelse inden for diabetes. SDC er et 100%-ejet datterselskab af Novo Nordisk A/S med egen bestyrelse. Pr. 1. januar 2011 tiltrådte dr. John Nolan som direktør for SDC. Hvad angår patientbehandlingen har SDC en driftsaftale med Region Hovedstaden og fungerer under denne aftale som regional diabetesafdeling. Der er tilknyttet i alt ca. 5.500 patienter med type 1- eller type 2-diabetes.
Behandlingen gennemføres helt overvejende ambulant. SDC har desuden et femdøgns sengedagafsnit med 14 senge. Behandlingstilbuddet til patienterne i ambulatoriet er udvidet i forhold til en basisbehandling og omfatter tillige øjenklinik, fodklinik, kliniske diætister samt klinisk fysiologi. Patientbehandlingen varetages endvidere på Diabetesenheden, Rigshospitalet.
Fonden har støttet SDC med DKK 28,3 mio. i 2010.
STAR-projektet
Gennem uddannelsesenheden, Steno Education Center, udbredes viden om behandling af diabetespatienter, herunder undervisning af diabetesteams og udvikling af kvalitetsprogrammer i mellem- og lavindkomstlande. STAR-projektet ledes af uddannelseschef Ebbe Eldrup.
STAR-projektet har i en årrække fokuseret på Indien og Kina, men har i 2010 ønsket at flytte fokus til også at inddrage lande i bl.a. Nordafrika. Der er i 2010 blevet afholdt 2 kurser i Tyrkiet, 2 kurser i Tunesien
3 kurser i Indien og 2 kurser og 1 symposium i Kina.
Fonden har støttet STAR-projektet med DKK 10,3 mio. i 2010.
Steno Center for Sundhedsfremme
Professor Bjarne Bruun Jensen er leder af Steno Center for Sundhedsfremme, som har 3 fokusområder: patientuddannelse, forebyggelse samt sundhedsfremme.
Fonden har støttet centret med DKK 3,5 mio. i 2010 til forskningsprojekter inden for de 3 fokusområder.
Støtte til humanitære og sociale formål
Fonden har i 2010 givet bevillinger for i alt DKK 2 mio. til følgende humanitære organisationer:
Care Danmark, Danner, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Indvandrer Kvindecentret, Læger uden Grænser, RCT, Red Barnet, Basketballklubben SISU samt Soldaterlegatet.
Personalia
Medlemmerne af Fondens komiteer og udvalg er udpeget for tidsbegrænsede perioder, hvorfor der løbende er af- og tilgang af medlemmer. I 2010 er sket følgende ændringer:
Nordisk Forskningskomite
Pr. 1. juni 2010 er professor Lea Sistonen, Åbo Akademi, Finland indvalgt i komiteen efter professor Leena Peltonen, som afgik ved døden i marts 2010.
Udvalget for Sygeplejeforskning
Forskningsleder Charlotte Delmar, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet udtrådte af udvalget med udgangen af 2010. Forskningsprofessor Lis Wagner, Enheden for Sygeplejeforskning, Syddansk Universitet, er pr. 1. januar 2011 valgt til nyt medlem af udvalget. Lektor Hanne Kronborg er genvalgt for endnu en 3-årig funktionsperiode.
Udvalget for Almen Medicinsk Forskning
Professor Irene Hetlevik, NTNU - Trondheim, har efter eget ønske valgt at udtræde efter 3 års medlemskab. Konsulent for Fonden, Gert Almind, vikarierede derfor som medlem i udvalget ved uddelingsmødet i marts 2011.
Fonden takker varmt medlemmerne af komiteer og udvalg for en enestående og værdifuld indsats i evalueringen af de næsten 1000 ansøgninger, Fonden årligt modtager.
Sekretariatet
Fondens stab er pr. 1.1.2011 blevet udvidet med Jesper Laursen, cand.comm., som bl.a. skal styrke Fondens kommunikationsaktiviteter.
Ulf J. Johanson
Bestyrelsesformand
for Novo Nordisk Fonden
Birgitte Nauntofte
Direktør
for Novo Nordisk Fonden
